Mattias 29-09-2011 00:27:23
Da jeg to uger i træk har været så heldig at få æren som kampens spiller, har jeg også endnu en gang æren af at skrive dette indlæg. Denne kamp blev ikke spillet på valgaftenen (ligesom forrige kamp), men til gengæld blev den spillet i hvad der lignede en forvirret sommerdag. Kalenderen sagde efterår, og diverse stormfloder har lært os, at sommeren er en by i Rusland, når man bor i Danmark. Ikke desto mindre havde Voldborg og hans allierede vejrguder smuglet en herlig sommerdag ind i kalenderen denne dag. Om det var solens herlige stråler, der gjorde udfaldet ved jeg ikke, men i hvert fald virkede det som om alle rutter var blevet tændt. Alles libido var stor og således gik det til, at vi stille og roligt scorede 1,2,3,4, ja hele 5 mål. Det blev faktisk aldrig rigtigt spændende. Undertegnede fik puttet tre mål i kassen og dermed også mere ind på ego-kontoen. Erikssen fik også scoret inden han abdicerede med en ærgerlig skade (pole sana til dig! Det betyder: vi føler med dig på Swahili!). Sidst, men ikke mindst brugte Thor sit ben, som hans navnebroder bruger en hammer. Smak, sagde det, og så lå læderet i kassen. Kanon mål! En herlig dag blev afsluttet med en lille dram og nogle basser, som Peter så herligt havde medbragt! Tak for dem! P.S. Og så skal der selvfølgelig lyde en stor tak til Kristian. Du var i sandhed sej, at du påtog dig dommertjansen. Godt gået! |
|