Ruth E. 22-05-2009 04:22:45
Denne kamp må siges at være ventet! Utallige træningskampe har vi haft mod De Olympiske Annaler (OA) som vi for det meste har vundet, men ses der i den officielle statistik fra sidste år haver Rutten stadig en sejr tilgode! Betjent "Den Døde Pote" har læst om kløveren, at der er en niveau-forskel på flere meter, hvis man anskuer Il Kleuver topografisk, og OA-kampen skulle spilles på den der skråner allermest! Vi startede i den lave ende, hvor vi kiggede opad på vores rivaler! I første halvleg havde vi svært ved at få spillet til at flyde, da vores afleveringer manglede præcision, fart og vi generelt set manglede noget tænding. Der opstod derfor flere spurtedueller mellem Ruttens bagerste mænd og OA angribere, dog uden at det døde øje behøvede at blinke alt for meget. De farligste blev losset ud af kommunen, resten forbi. I den anden ende skabte vi dog også nogle chancer som kom tæt på. De fleste startede med at Rut-fløjene drønede langs kanten og smækkede den indover. Dog 0-0 i 1. halvleg. Vi fik efterhånden spilovertaget næsten fra starten af 2. halvleg og vi fik skabt lidt flere chancer, men OA pakkede sig godt. Midtvejs fik OA bolden på højrekanten og bolden havner hos Nissen, der tackles af en OA-spiller. Hertz var gået ud af målet for at modtage bolden men efter tacklingen ændrede den bane og gled i en bananformet kurve forbi og lige ind foran mål. Heldigvis kom Jesper løbende fra venstre for at cleare bolden, men han glider desværre og passerede liggende og med store øjne bolden uden chance for at ændre på det faktum at en OA-spiller nu var nået frem til klatten og med lethed kunne prikke den ind. En stribe af statiske usandsynligheder og desværre: 0-1. Heldigvis kunne der et par situationer senere udlignes til 1-1 i den anden ende, efter Krüger med et nydeligt svungent frispark fandt Wibholms udækkede og brede og lidt høje pandebrask, der kunne heade den ind via OA-keeperens baglår. Kampens resultat 1-1 kunne ingen vist klage over. |
|