C.Rudi
31-07-2007 00:15:38
…HMMRRRFFF…KNORT… Var jeg blev ramt af en kæmpemukkert midt i panden? Et vigtigere spørgsmål meldte sig med det samme på banen. Var jeg på Jorden? Mit hoved føltes adskillige størrelser for småt til det tryk der ville ud, noget der føltes som en hær af sækkepibespillere. Jeg slog øjnene op og kiggede rundt. I det lille dunkle rum faldt der en stribe lys fra et vindue og ramte et rodet skrivebord og et anlæg, hvor noget japansk cyperdrone-trash var gået højlydt i hak. Mit hoved føltes virkelig for lille. En ubehagelig fornemmelse af at det var flere uger, ja måske en måned, siden jeg sidst havde været ved bevidsthed, sneg sig igennem mig, sammen med den næsten sikre kendsgerning, at det var en enkeltstående begivenhed, der lå til grund for denne misere. Højst sandsynligt kun ca. 90 minutter. Indtil videre var hukommelsen mere eller mindre ikke eksisterende. Det var nu blevet presserende at slukke anlægget, men jeg fandt hurtigt min fysiske udfoldelse stærk begrænset af nogle orangesorte plyshåndjern fastgjort til hver sit hjørne af sengen. Mit fokus indstilledes og påskriften F.C. Rutten stod nu tydelig klart på plysjernene. Hvordan var de blevet klikket sammen og hvad var det for noget merchandise? Billedet af en stor frodig orange mama med stor cerut, bandana med bolde på, knæhøje støvletter og en hjerteformet tatoo på overarmen dansede pludseligt for mit indre blik - tydeligvis den egentlige årsag til min fastlåste situation. Eiffel Bars samling af visitkort var på en eller anden mystisk måde også havnet i min seng og poppede nærmest spontant op hver gang jeg vred mig det mindste??! Et kvarter efter havde jeg fået vristet mig fri og banede mig vej igennem rummet og dynger af orange-sorte bannere og klaphat, tribunetruthorn, plakater af et smukt fodboldhold og væltede Jack D. og Van Oosten flasker. Endelig - anlægget OFF! Mit balancecenter var åbenbart også OFF, så efter flygtigt at have set væggene bule ind mod mig, måtte jeg kapitulere for tyngdekraftens lange arm og landede blidt i bunken af spillertøj. Dunsten var dog alt andet end blid, og mavesækken slog lige to kolbøtter – dog uden resultat! Bruger- Hjælper Formidlingen var vist lige det, jeg havde brug for nu! Hov hvad var det? Et videokamera lå på gulvet ved siden af bunken af tøj. En ukuelig følelse af, at noget slemt ville udspille sig på dette apparat, fik mig til at tøve en anelse. Det første der rullede over skærmen bekræftede den bange anelse, og afslørede et af kønslivets mørke skyggesider, der grangiveligt på en tidslinje lå efter Eiffel Bar og Van (d)Oo. Rewind. Rewind. Det første på båndet var også naturfilm, dog blot i mere traditionel forstand med græs og et kuperet landskab. Ydermere var 2 hold ved at starte en kamp – det ene i smukt sort-orange det andet i blåt outfit.. Hukommelsen var langsomt ved at komme tilbage. Mine øjne havde svært ved at følge med, men kunne umiddelbart se at det blå bevægede sig væsentligt hurtigere end det orange over den lille skærm. Underligt nok netter orange også hos orange. Ganske kort efter har målmanden for orange hold desværre samlet bolden op i fra netmaskerne hele 3 gange. Nu stod tingene anderledes klart for mig, og hvad der var sket. En hurtig spoling fremad viste resten: 5 kasser sat ind mod Rutten (sammenlagt som der var gået ind hele resten af sæsonen) og kun et enkelt mål sat i Voldens netmasker. Ærgrelsen bredte sig i kroppen, men dog kun indtil der panoreres mod Ruttens tribune! Den er fyldt med Rut-tilskuere og Rut-Ånd! Jeg indser, at nederlaget var underordnet – Rutten handler jo om så meget andet! Kigger i kalenderen og ser at det igen snart er tid til at tage de orange-sorte farver på igen, truthornet og banneret under armen og klaphatten på – det ser jo faktisk fornuftigt ud i efterårets udgangspunkt. Glæder mig sgu til at se drengene igen… Den ærbødigt dedikerede F.C.Rut-fan/ C. Rudi |
|
